Præsentation af FOA Nordsjællands medarbejder - Lisbet Gregersen
Kender du medarbejderne i din fagforening? Hvis ikke har du nu og i de kommende nyhedsbreve mulighed for at møde alle medarbejdere i FOA Nordsjælland og blive klogere på, hvad de kan hjælpe med. Vi har spurgt alle medarbejdere om de samme fire spørgsmål.
Lisbeth Gregersen | Mail: lg033@foa.dk | Direkte telefon 46 97 33 52
Faglig sagsbehandler
Hvad består dit arbejde af?
Lisbet har ansvaret for at hjælpe medlemmer, der kommer ud for en arbejdsskade og som på den ene eller anden måde har brug for et sæt kyndige hænder til at tilrettelægge og forberede de ofte langvarige sager. Fra medlemmet kontakter FOA Nordsjælland og til arbejdsskadesagen afsluttes er Lisbet med på sidelinjen og har til opgave at yde sparring ift. den indledende afklaring og dokumentation af skadens omfang, kontakten til de øvrige parter i sagen (arbejdsgiver, AES, læge, jobcenter mv.).
Alt arbejde med en arbejdsskade sag tilrettelægges i samarbejde med medlemmet selv og derfor kan den hjælp Lisbet yder også tilpasses de behov den enkelte har. Er arbejdsskadesag har mange elementer, og der skal ofte foretages en lang række vurderinger og afklaringer igennem sagsforløbet. Det kan også blive aktuelt at anke en afgørelse og er Lisbet ligeledes med på sidelinjen, hvis et medlem har brug for det.
Det er også meget forskelligt hvilken retning en arbejdsskadesag går mod – nogle medlemmer hjælper Lisbet til at vende tilbage til en arbejdsplads, og andre skal, der arbejdes for at opnå fx førtidspension til.
En arbejdsskade kan som bekendt både være fysisk og psykisk, så Lisbet møder mange forskellige sagstyper i sit arbejde. Det kræver en bred viden og Lisbet trækker efterhånden på en 32 år lang erfaringskurve, som FOA Nordsjælland nyder godt af. Man kunne næsten fristes til at tro at der ikke findes den arbejdsskade Lisbet ikke har håndteret før, men så var der alligevel den der epidemi, som startede i Danmark 2020.
Covid 19 bragte en hel ny type sager med sig, fordi de erstatningsniveauer, der har været på de sager, har været meget anderledes end de vurderinger, der sker i de mere typiske arbejdsskadesager. Så her har Lisbet skulle sætte sig ind i et helt nyt arbejdsskadeområde i takt med at flere begyndte at blive smittet i forbindelse med deres arbejde og dermed anmeldte deres corona-sygdom som en arbejdsskade. Lisbet fortæller at det fortsat er en ny opgave, da det først er nu at de første afgørelser på erstatninger er begyndt at komme.
Et af Lisbets vigtigste redskaber i arbejdet med en sag er dokumentation og derfor er hendes vigtigste budskaber også, at man aldrig må undlade at dokumentere når der sker selv det mindste, som på sigt kan blive relateret til en arbejdsskade. Jo mere og bedre dokumentation for skader og hændelser desto stærkere en sag har man gennem de rigtig mange led og instanser, som en arbejdsskade ofte skal inden den afsluttes.
Hvornår kan medlemmer møde dig?
Så snart et medlem af FOA Nordsjælland henvender sig i afdelingen ifm. en arbejdsskade kommer de i kontakt med Lisbet, som sammen med medlemmet får overblik over situationen og tilrettelægger, hvilen type hjælp, der er brug for osv. Ofte er en arbejdsskade også forbundet med sygdom og i de tilfælde tilrettelægger Lisbet indsatsen i samarbejde med sin kollega, der har specialiseret sig i den type sager.
Lisbet har mulighed for at deltage som bisidder til fx omsorgssamtaler og lign. hvor det kan være rart og ikke mindst relevant for sagen at have en professionel med som et ekstra sæt ører og en at spare med efterfølgende.
Som medlem kan man også få hjælp og rådgivning hos Lisbet, hvis man oplever dårligt arbejdsmiljø på sin arbejdsplads og frygter at arbejdsmiljøet kan medføre psykiske arbejdsskader.
Medlemskontakten og muligheden for at gøre en svær situation bare lidt lettere eller bare lidt mere overskueligt er for Lisbet den store drivkraft i jobbet: ”Jeg synes jeg er god til at tale med folk, og jeg oplever, at det jeg giver dem, hjælper dem videre på en god måde. Jeg holder så at sige skibet i vandet for de medlemmer jeg har med at gøre – medlemmer som ofte kan have stor gavn af at have én, der kender deres sag lige så godt som dem selv.
Jeg har stor respekt for medlemmerne og deres situation, men er også meget bevidst om, at jeg er der for at tilbyde en professionel tilgang til deres situation”. Og som Lisbet påpeger, så kan man ikke hjælpe med alt eller få tingene tilbage til tiden før arbejdsskaden, men der er altid noget vi som faglig organisation kan bidrage med på vegne af det enkelte medlem.
Hvorfor har du valgt fagbevægelsen som arbejdsplads?
Lisbet har som flere af hendes øvrige kolleger startet sit arbejdsliv som medlem af FOA – eller for Lisbets vedkommende i det tidligere DKA. Hun arbejdede som sygehjælper og blev valgt som TR, hvorefter interessen for fagligt arbejde blev vakt. I sit hverv som tillidsvalgt lagde Lisbet (uden nogen fast plan om at skifte branche) grundstenene for arbejdet med at hjælpe andre mennesker med de udfordringer, som de står med. Og det var også efter nogle år som tillidsvalgt at Lisbet tog springet og søgte en stilling som faglig medarbejder.
32 år senere er DKA blevet til FOA og Lisbet arbejder fortsat med de svære arbejdsskadesager og i tæt samarbejde med kolleger og politisk valgte også forsøger at sætte fokus på at et ønskescenarie jo naturligvis ville være at, der var mange færre arbejdsskader”. ”Det er enormt spændende at arbejde i et politisk miljø – og den sag vi kæmper sammen for, giver god mening både for samfundet og for det enkelte menneske, der ideelt set ikke burde kunne komme til skade på sin arbejdsplads.
Jeg er glad for at kunne bidrage til det arbejde”.
Fortæl om en oplevelse ifm. dit arbejde, som har gjort indtryk på dig?
Det at arbejde med arbejdsskadesager fører også én tæt på andre menneskers skæbner og i nogle tilfælde barske virkelighed. En arbejdsskadesag kan tage 10 dage at få afsluttet og den kan også tage 10 år. Selvom Lisbets opgave er at forholde sig professionelt til den enkelte sag, så har det naturligvis en betydning at der står et menneske bagved hver sag, og i de mere omfattende sager også et menneske, hvis liv har taget en stor og ofte uventet drejning.
Det påvirker Lisbet at høre om de grelle ting som FOAs medlemmer af og til bliver udsat for – både ift. manglende arbejdsmiljøforanstaltninger og manglende opbakning når skaden er sket. ”Jeg ville ønske arbejdsmiljøet blev langt højere prioriteret på langt flere arbejdspladser – det påvirker mig at høre om de grelle ting som FOAs medlemmer bliver udsat for, og meget ofte tænker jeg at forebyggelse ville kunne gøre en verden til forskel. Når man ser sager, hvor man tænker at det kunne have været undgået kan man kun håbe, at der bliver lært, at de sager der opstår".