Seniorer er guld værd

Alder er ingen hindring for at få en uddannelsesaftale, lyder det fra flere kommuner.

”Det grå guld er en kliché!”.

Sådan lyder det ofte, når talen falder på adgangen til arbejdsmarkedet for folk, der er oppe i årene.

Men sådan er det tilsyneladende ikke på sosu-området. Her er der mangel på arbejdskraft og brug for alle hænder. Seniorer er virkelig guld værd, og flere kommuner kan fremvise eksempler på at have ansat elever tæt på folkepensionsalderen.

Må ikke diskriminere

Det er ulovligt for arbejdsgivere at lægge vægt på alder i forbindelse med ansættelse – eller for den sags skyld afskedigelse - af medarbejdere.

Og der er heller ingen grund til det, mener flere af de kommunale uddannelseskonsulenter, medlemsbladet FOA SOSU har talt med.

Eksempelvis ansatte Dragør Kommune for et par år siden en social- og sundhedshjælperelev på 65 år, fortæller uddannelseskonsulent Lone Rasmussen.

”Han gjorde rent på et af vores plejehjem, men var meget interesseret i det med plejen, og så tænkte jeg ’ja, hvorfor ikke’. Han gik så til almindelig elevløn og fik folkepension ved siden af. Der er jo mange, der bliver ved, til de er over 70, så hvis man ansætter en elev på fx 62 år, så kan man have glæde af vedkommende en hel del år”.

Blikkenslager først

Ayo Brandt, uddannelseskonsulent i Høje-Taastrup Kommune, er enig: ”Hvis man vælger at tage en uddannelse som 65-årig, gør man det jo ud fra en forventning om, at man kan blive ved med at arbejde i hvert fald nogle år endnu. Jeg har mødt mange social- og sundhedshjælpere, der arbejdede, efter de var fyldt 70”.

Uddannelseskonsulent Vivi Aakjær Abben, Ballerup, kommer hurtigt i tanke om, at hun har haft ansat i hvert fald to elever, der var fyldt 63. Begge kom fra en anden branche, den ene som blikkenslager.

”Det eneste problem, vi nogensinde har haft med ham, var, at han ikke helt kunne forstå, hvorfor han ikke lige kunne få lov at ordne rørene hos borgerne, når nu han alligevel var der”, fortæller hun.

Mange elever over 50 år

Trods flere eksempler er elever på folkepension dog nok et særsyn.

Men sikkert og vist er det, at det langt fra kun er unge, der vælger en social- og sundhedsuddannelse.

I december 2018 var 38 elever over 50 år i gang med en uddannelse til social- og sundhedshjælper på SOPU, mens 56 elever over 50 år var i gang med at uddanne sig til social- og sundhedsassistent.

 

Læs også: Nyuddannet pensionist