• Læs op
• Udskriv

Der er musestille på de frederiksbergske gader på denne tid af natten. Byen sover, og det samme gør de fleste af beboerne i de 60 plejeboliger på Kastanjehaven. I tryg forvisning om, at der bliver passet på dem imens.

Social- og sundhedsassistent Aida Kazic lister rundt på de tyste gange på de to øverste etager. På etagerne nedenunder lister en kollega, som hun kan hente hjælp hos, men det meste af natten er Aida alene med sine 30 beboere. Og med stilheden.

”Der er nætter, hvor det bimler og bamler med fem klokker på en gang. Men den ro, her oftest er om natten, burde alle opleve. Man ser beboerne med nogle helt andre øjne om natten, og man kan give ekstra omsorg og en ekstra hånd at holde i, når de har brug for det. Det tror jeg ikke, der er tid til om dagen”, siger Aida.

Det er derfor, hun har valgt at være vågen, når andre sover. På grund af den særlige ro. Den er der også denne nat og omslutter os, mens vi sidder og taler i plejecenterets halvmørke dagligstue. Her slukker hun hver nat så meget lys som muligt, og kunne lyset på gangene dæmpes, gjorde Aida også det. ”Jeg bliver stresset af alt det lys”, erklærer hun.

De sidste vagter tærer

Aida Kazic elsker sit arbejde i natten, men hun ved godt, at det ikke er sundt; særligt, når man som hende arbejder i et rul med syv nattevagter i træk. Og hun kan også godt mærke, at det især er de sidste vagter i rullet, der tærer på kræfterne.

”Når jeg kommer til slutningen af ugen, er jeg træt, så familien og jeg kommer ikke så meget ud i weekenden i de uger, hvor jeg arbejder”, fortæller hun.

Som nattevagt har man en lovmæssig ret til en helbredskontrol. Første gang inden man begynder i nattevagt og dernæst hver tredje år, men Aida er først for nylig blevet opmærksom på denne rettighed og har derfor ikke været til kontrol endnu.

”Jeg kender godt alle statistikkerne, men de skræmmer mig ikke. I de tre år, jeg har arbejdet som nattevagt, har jeg ikke haft en eneste sygedag”, understreger Aida, der derfor ikke forestiller sig, at en helbredskontrol vil afsløre noget særligt, og ikke har noget ønske om at ændre noget i den måde, hun arbejder på.

”Jeg tror, jeg ville have det svært, hvis jeg ikke skulle arbejde syv dage i træk. Det er først efter to dage, jeg er helt ovenpå efter et skift, så det ville være svært, hvis jeg så skulle skifte med det samme igen”.

Beboerne kommer først

En af måderne at reducere skadevirkningerne af natarbejde er at skære opgaverne ned, så vagten kan forløbe så roligt som muligt.

På Kastanjehaven har det tidligere været nattevagtens opgave at gøre klar til morgenmad, men opgaven blev efter aftale med ledelsen pillet fra nattevagterne igen.

Aida Kazics eneste skal-opgave er at være der for beboerne, og hun beslutter selv, hvad der ellers er plads til. Ofte står bordet i dagligstuen dækket, når dagvagten møder, og medicinen er fyldt op, og undertiden har hun også været en tur omkring vasketøjet eller haft en klud med i køkkenet, men det er ikke et must, og beboerne kommer altid i første række.

”Nogle af dem er bange om natten – for at være alene og for, at der ikke er nogen, hvis de får brug for hjælp. Så ringer de måske bare for at spørge, hvad klokken er. Den slags tryghedskald har jeg mange af”.

Selv er Aida aldrig bange om natten, fortæller hun. ”Da jeg arbejdede i dagvagt, syntes jeg, at det var skræmmende at gå ned i depotet i kælderen, selvom det var højlys dag, men om natten rører det mig ikke”.  

Hverken skygger eller statistikker skræmmer Aida.

Læs også artiklen "Helbredet kan betale prisen for natarbejde"