• Læs op
• Udskriv

Hvis man som elev kommer på kant med sin vejleder eller af andre grunde ikke trives på et praktiksted og måske endda er i risiko for at blive opsagt, har man brug for en, der kan tale ens sag.

”Uddannelsesvejlederen kan godt have en tendens til at lytte mere til arbejdsstedets udlægning end til eleven, og så er det min opgave at være der for eleven”, siger Susan McAlden. Hun er som FOA SOSUs fællestillidsrepræsentant i Københavns Kommune en af dem, der træder til, når en elev har brug for hjælp.

Flere bliver opsagt

Selvom fællestillidsrepræsentanterne både i København og andre kommuner ofte har held til at få løst sagerne, så eleverne kan enten fortsætte på praktikstedet eller blive flyttet til et andet sted i kommunen, viser FOA SOSUs tal, at der er sket en stigning i antallet af elever, hvis kontrakt bliver ophævet.

Det er også Susan McAldens oplevelse.

”Arbejdsstederne bruger prøvetiden til at finde ud af, om den enkelte elev overhovedet egner sig til at være i faget – og det skal de også. Men desværre er der ved at være en tendens til, at flere ophæves i den sidste praktik. Så går vi hele vejen og taler med meget store bogstaver, for det er simpelthen usagligt, at der ikke er blevet sagt til noget før”, mener hun.

Svært at være elev

Også på Frederiksberg bliver der indimellem talt med store bogstaver.

”Jeg synes generelt, vi har for mange sager. Ofte handler det om helt tåbelige ting – nogen, der ”synes” noget og ikke noget konkret”, siger FOA SOSUs fællestillidsrepræsentant i Frederiksberg Kommune, Carina Barsøe.

”Det er svært at være elev. Man er nederst i hierarkiet, og det er svært at sige fra. Ingen skal behandles dårligt i vores kommune, og slet ikke elever”, mener hun.

”Jeg har aldrig mødt en elev, der ikke var fornuftig, så hvis ikke vi kan finde en løsning dér, hvor de er, så kan vi måske finde den et andet sted”.

Egentlig burde det være kommunens ansvar at finde et andet praktiksted, mener Carina Barsøe, men nogle gange er det lettere bare at gøre tingene selv.

Sådan er det også i Brøndby, hvor FOA SOSUs fællestillidsrepræsentant Lone Gitte Hansen gerne påtager sig opgaven med at finde en anden praktikplads til en elev, hvis det er det, der skal til, for at eleven kan gennemføre sin uddannelse.

”Jeg kender arbejdspladspladserne og de enkelte ledere og ved, hvor der er ro, og hvor der er meget udskiftning. Det ved uddannelsesafdelingen ikke altid”, forklarer hun.

”En af de største udfordringer er, at eleverne jo ikke selv vælger deres praktiksted. Vi andre kommer til ansættelsessamtale og kan sige nej, men den mulighed har eleverne ikke. Og nogle gange er der bare tale om et dårligt match”.

Mange vejledere har dårlige vilkår

De tre fællestillidsrepræsentanter understreger, at det sjældent er vejlederne, der er problemet, men snarere de rammer og vilkår, de arbejder under.

”Jeg kan godt sidde til en samtale, hvor jeg er nødt til at gå hårdt til vejlederen. Selvom vejlederen også er medlem af fagforeningen, er min rolle i den situation, at jeg skal varetage elevens sag. Men jeg begynder altid med at sige, at jeg godt ved, at vejledere har dårlige vilkår og ikke kan være der for eleven hele tiden”, siger Susan McAlden.

Carina Barsøe er enig: ”Jeg vil ikke kaste vejlederne under bussen, for ansvaret ligger hos lederen. De rammer, der er sat for vejledere og elever er tit ikke gode nok, og jeg kommenterer aldrig på vejlederen, når jeg er til et møde om en elev. Men jeg ville gerne have, at vejlederne blev klædt lidt bedre på til at have med de elever at gøre, der ikke lige passer ind i en firkantet kasse”.

Eleverne skal også se indad

Selvom de tre fællestillidsrepræsentanter er der for eleverne, når det går galt, er de ikke blinde for, at eleverne også har et ansvar.

”Nogle elever har en tendens til at stille mange spørgsmål til den måde, tingene bliver gjort på, og tro, at det kun er deres egne svar, der er de rigtige”, siger Lone Gitte Hansen.

”Man kan godt komme med en lang erfaring som ufaglært at tro, man ved en hel masse, men uden at kunne koble sin praksis til den teori, der findes i dag. Så er der en hel masse, der skal aflæres, inden man kan blive en god elev, og man er nødt til at være lidt ydmyg i forhold til sin rolle”, mener hun.

Andre gange bunder problemerne i urealistiske forventninger, siger Susan McAlden.

”Skolen giver nogle gange eleverne nogle forventninger, som stederne ikke kan leve op til – for eksempel at de skal ud og dosere medicin og tage sig af kompleks sårbehandling i deres første praktik. Så må vi tage en snak med eleven om, at det helt basale skal være på plads først”.

Hellere forebygge

Lone Gitte Hansen møder altid eleverne den dag, de starter i deres første praktik, og hun gør meget ud af fortælle eleverne, at hun altid står til rådighed.

”For det er bedre at forebygge end at helbrede”, som hun siger.

Sådan burde arbejdsgiverne også tænke, mener Carina Barsøe.

”Når jeg kommer ind i billedet, er sagen kommet alt for langt ud, så det er svært at finde en løsning uden at flytte eleven. Når den er kommet helt derud, kan arbejdspladsen ikke se hele vejen rundt og lægger al skyld på eleven. Arbejdspladsen skal prøve at få det rettet op på et meget tidligere tidspunkt”.

Læs også: Historien om Layla, der fik brug for FOA SOSUs hjælp i forbindelse med et dårligt praktikforløb.

Læs også: Oplæringsvejledernes vilkår skal kortlægges