Hold øje med at de aftalte procedurer for drøftelser og inddragelse bliver overholdt af ledelsen
Der skal være lokale retningslinjer, for hvordan drøftelser om ”Budgettets konsekvenser for arbejds- og personaleforhold” skal foregår i jeres MED-system. Dvs. der skal ligge retningslinjer for proceduren; fx hvem der skal inddrages hvornår. Hold øje med at den bliver overholdt af ledelsen, så I bliver inddraget de steder, der er blevet aftalt. Retningslinjerne er aftalt i MED-hovedudvalget mellem ledelsen og jeres medarbejderrepræsentanter. Eksisterer de ikke allerede skal de aftales. Spørg din MED-repræsentant i MED-hovedudvalget, hvis du ikke kan finde hjælp i retningslinjen.
MED-rammeaftalens § 8, stk. 3, 1. punkt.
Stil krav om tilstrækkelige information og tid til forberedelse og indhentning af mandat
I alle MED-udvalg skal ledelsen give den information, som er nødvendig for, at I har overblik over alle de konsekvenser, budgettet kan få. I skal også have reel mulighed for at tale med de medarbejdere, I repræsenterer (baglandet). Og I skal have mulighed for at forberede drøftelsen i MED-udvalget om budget og økonomi.
Bed om skriftlig information til jeres MED-møder og lav en mødeplan
I kan bl.a. bede om skriftlig information målrettet jeres MED-udvalg. I kan også aftale en mødeplan, der giver mulighed for at drøfte budget og økonomi på forskellige tidspunkter i løbet af året.
I bør som minimum allerede i foråret have mulighed for at drøfte input til det kommende års budget. I skal også have mulighed for at give input til drøftelsen i MED-hovedudvalget før mødet med politikerne. Og I bør have mulighed for at drøfte udrulningen af budgettet forud for, at jeres leder træffer beslutninger om udmøntningen af det aktuelle budget.
Læs mere om budget for tillidsvalgte her.
Ved ”betydelige ændringer” skal I være opmærksom på at den skærpede pligt til drøftelse bliver overholdt
Nogle af besparelsestiltagene indebærer det, man kalder ”betydelige ændringer” (Se ordbog). Politikere og forvaltning har en skærpet pligt til drøftelse, hvis der i budgettet eller i de konkrete spareforslag, er tale om beslutninger, der kan medføre ”betydelige ændringer i arbejdets tilrettelæggelse og ansættelsesforholdene. Det kan blandt andet være beslutning om udlicitering.
Denne drøftelse skal følge de retningslinjer, der er vedtaget i MED-hovedudvalget om større rationaliserings- og omstillingsprojekter.
MED-rammeaftalen § 8, stk. 3, 2. punkt.
Drøftelsen skal tage form som en egentlig forhandling, hvor I og ledelsen forsøger at opnå enighed om fx, hvordan hele forløbet omkring udbuddet og en eventuel udlicitering skal foregå. Ofte skal denne forhandling ske i MED-hovedudvalget, fordi det er politikerne i kommunalbestyrelsen, der træffer beslutning om udbud.
Hvis I ikke er direkte repræsenteret i MED-Hovedudvalget, har I alligevel mulighed for at deltage.
MED-rammeaftalen § 7, stk. 6.
Træk i nødbremsen, hvis ledelsen ikke overholder sin informationspligt
Hvis ledelsen ikke overholder sin informationsforpligtelse i henhold til MED-rammeaftalens § 7 stk. 4 – 6, kan du ”trække i nødbremsen”.
Læs mere om MED-aftalen og om brug af informationspligten.