Pernille Vigsø Bagge med sine to døtre på cafe

Dejligt at der kun er én voksen

 

Dagplejeren gjorde det muligt for Pernille Vigsø Bagge at bo i Løgstør og arbejde i København.

 

Hvis der er noget, SFs tidligere børneordfører Pernille Vigsø Bagge aldrig glemmer, er det den dag i 2005, da hun tudbrølende kom for at hente sin knap etårige datter Anna hos dagplejer Helle i Løgstør.
”Jeg havde lige fået at vide, at jeg var valgt til Folketinget for SF, og det kom helt bag på mig. Så jeg var forvirret og bekymret,” fortæller Pernille Vigsø Bagge.
”Men Helle lagde armene om mig og forsikrede, at det nok skulle gå. ”Jeg skal nok tage mig godt af Anna. Og jeg skal også nok huske Michael på alt det, han glemmer,” sagde hun.”
Og sådan blev det. Helle gav Pernilles mand sedler med hjem, når der skulle købes skibukser eller bleer eller andet.
”Det var hende, der fik det hele til at hænge sammen, selvom jeg havde min arbejdsplads på Christiansborg og var hjemmefra mange dage om ugen.”

En del af familien

Pernille Vigsø Bagge har aldrig været i tvivl om, at hendes børn skulle i dagpleje. Og da lillesøster Freja kom til, blev hun sat i dagpleje hos Mona.
”Jeg har altid været begejstret for tanken om det trygge og hjemlige miljø med få børn. Og så er det dejligt, at der kun er én voksen, man skal kontakte i alle de spørgsmål, der kan være omkring ens barn.”
”Det kommer jo meget tæt på. Dagplejeren bliver næsten en del af familien. Og jeg er fuld af beundring for de mennesker, der kan favne så bredt.”

Børnene skal stimuleres

Der er kun én ting, der kan bekymre Pernille Vigsø Bagge ved dagplejen: Bliver børnene nu stimuleret nok?
”Men lovgivningen kræver heldigvis, at også dagplejen arbejder med pædagogiske læreplaner. Det synes jeg er vigtigt. Jeg ville ikke bryde mig om at aflevere mine børn til én, der bare syntes, det var hyggeligt at passe børn hjemme hos sig selv,” siger Pernille Vigsø Bagge.I dag er hendes piger fire og seks år og går i børnehave. Men de har stadig kontakt med deres dagplejere.
”Vi ses privat både hos os og hos dem. Så tager vi en kold øl i haven.”

 

Forældrene fortæller

Om dagplejen