Vemodigt at sige farvel til Elin

Christina Barfoed-Høj er begejstret for den nærhed og omsorg, hendes datter fik i dagplejen 

»Godmorgen, godmorgen Johanna.« Et tøjdyr titter ud ad dørsprækken på 1. sals lejligheden på Frederiksberg i København. Bag døren står Johannas dagplejer, Elin, og laver sin sædvanlige velkomst.
Morgenritualet er en af de situationer, som Christina Barfoed-Høj husker fra datterens tid i dagplejen.
»Når vi var på vej op ad trappen, kom tøjdyret frem, og Johanna syntes jo, at det var lige sjovt hver gang,« siger Christina Barfoed-Høj, der arbejder som specialkonsulent.

Sagde nej til overflytning
Johannas forældre havde også skrevet hende op til en integreret institution, og efter hun var startet hos Elin, fik de flere gange tilbudt en plads i daginstitutionen.
»Men vi takkede nej hver gang. Vi havde jo fået verdens bedste dagplejer,« siger Christina Barfoed-Høj og griner, fordi hun godt ved, at mange andre forældre har sagt det samme om deres dagplejer.
Johanna faldt hurtigt ind i rytmen hos Elin og lærte at finde sine hjemmesko i skuffen i entreen, og hvor legetøjet hørte til. I legeværelset var næsten alt tilladt, og stuen var det stille sted, hvor børnene fik læst historie.

Tid til at fortælle om dagen
Elin havde også en god legeplads, som børnene var ude på hver dag, hvis ikke de var i legestue eller på tur. Det var ofte her, at Christina Barfoed-Høj hentede og fik en snak med Elin om, hvordan Johannas dag var gået. »Så fortalte hun for eksempel, at Johanna havde vovet sig op på klatrestativet for første gang, eller hvis hun havde sagt noget sjovt i løbet af dagen. Det var dejligt, at der var den opmærksomhed og tid til det enkelte barn.« Johanna blev hurtigt glad for Elins mand, Søren, og datteren, Mette, der gik i gymnasiet. Det var jo fantastisk med en stor pige, der gerne ville lege og kunne sige som Anders And.

En svær beslutning
Da lillebror Villads kom til, stod Christina Barfoed-Høj og hendes mand med en svær beslutning. Skulle de vælge dagpleje eller den integrerede institution, hvor Johanna, der nu er fem år, går i?
»Vi valgte institutionen af praktiske årsager. Vi sparer næsten en time om dagen ved at aflevere og hente samme sted, men det var med vemod, at vi tog den beslutning. Havde det ikke været for det praktiske, havde vi klart valgt Elin igen.«