Kviktest-podere er nu dækket af overenskomst
Kviktest-podere er nu dækket af en overenskomst. Aftalen faldt på plads d.18. maj og det glæder FOA Frederikshavn.
FOA er glade for at kviktest-poderne er dækket af overenskomst.
De kviktest-podere der er ansat af Frederikshavn Kommune og som udfører test, især i folkeskolen, er nu overenskomstdækket.
-Som faglig organisation har vi naturligvis svært ved at se, at den danske model bliver tilsidesat, fordi der sker en samfundskrise, hvor der er behov for at udføre arbejdsopgaver, som man ikke tidligere har været vant til på samme måde, udtaler Gitte Christensen, sektorformand i Social og Sundhedssektoren i FOA Frederikshavn, og hun fortsætter:
-COVID19-test er formodentlig noget, vi kommer til at leve med i en rum tid endnu, og der er derfor brug for mange ledige hænder til opgaven. Det er altid godt, når nye jobåbninger dukker op, uanset om man er ledig eller ønsker et jobskifte. Her kan vi konstatere os tilfredse med, at Frederikshavn Kommune og FOA Frederikshavn nu i fællesskab har sikret overenskomstdækning for denne kommunale faggruppe.
Afdelingsformand Louise Krüger Nielsen i FOA Frederikshavn er især glad for resultatet.
- Der skal ikke være tvivl om, at vi i FOA er rigtig glade for, at vi er blevet lyttet til, og at der nu ligger en aftale om, at arbejdet som kviktest-poder i Frederikshavn Kommune bliver overenskomstdækket og ikke blot kontraktansatte, udtaler Louise Krüger Nielsen.