Løntjek giver pædagogmedhjælper kr. 29.800
Pædagogmedhjælperen var timelønnet vikar, og efter henvendelse til FOA Frederikshavn, stod det klart, at vikaren var forkert aflønnet.
Af: René Johansen, sektorformand for pædagogisk sektor, rejo@foa.dk
Det nytter at få tjekket sin løn - også selvom rigtig mange går og regner med, at alt er i den skønneste orden. Så kort skal opfordringen herfra lyde.
Den konkrete historie startede med et tjek af lønnen for en pædagogmedhjælper vikar. Vikaren var timelønnet, men havde også arbejde som månedslønnet - og netop dét, gav anledning til at tjekke ekstra efter.
Netop i sager, hvor medlemmer enten har både månedslønnet og timelønnet beskæftigelse eller går fra at være månedslønnet til timelønnet, så skal alarmklokkerne ringe. Mange tror, at når nu man én gang er indplaceret som månedslønnet, så følger denne indplacering automatisk med i lønsystemet, hvis man har ekstra timelønstimer eller måske helt skifter job ,og efterfølgende arbejder som timelønnet vikar.
MEN lønnen følger ikke altid automatisk med, og i den konkrete sag, havde kommunens lønkontor ikke været opmærksom på, at den timeløn vikaren fik for ekstratimer, var lavere end den timeløn vikaren var indplaceret med som månedslønnet. Faktisk udgjorde forskellen hele kr. 21,21 pr. time, og da fejlen havde stået på over flere måneder, viste en udregning, at vikaren skulle have efterbetalt kr. 29.800 i manglende løn og pension.
Kort tid efter FOA Frederikshavns henvendelse til kommunens lønkontor, modtog en glad vikar pengene.
Ønsker DU et tjek af DIN løn
Så kontakt i først omgang din tillidsrepræsentant - er du i tvivl om, om du er dækket af en tillidsrepræsentant og hvem han/hun er, så er du velkommen til at forhøre dig herom i FOA Frederikshavn på telefon 46971170.