Jeg var glad for mit arbejde på pladsanvisningen men savnede børnene og deres forældre Foto: Helle Møller Riis Læs op Udskriv Onsdag den 06.09.2023 Karina fejrer 40 år i dagplejen Jeg sætter pris på det nære miljø i dagplejenKarina Toft Højbjerg kan fejre 40 års jubilæum på småbørns-området. Hun nyder hver dag at gå på arbejde. Del på Facebook Del på X Send som mail Af: Helle Møller Riis Alt for mange historier handler om pædagoger og personale, der flygter fra det kommunale børneområde. Den her handler om det modsatte. Nemlig om 63-årige Karina Toft Højbjerg, der er pædagogisk leder på dagpleje området i område nord. I 39 år har hun arbejdet med 0-3-årige - og deres forældre og et år som pædagogmedhjælper i en børnehave inden studietiden på Hjørring Seminarium. Hun har de sidste 12 år arbejdet som pædagogisk leder af dagplejen i område nord, hvor hun har ansvaret for dagplejerne i Ålbæk, Strandby og Elling, er også tilsynsførende for private pasningsordning - og samarbejder tæt med den pædagogiske leder for dagplejen i Skagen: - Jeg elsker arbejdet med børnene, med forældrene og naturligvis med dagplejerne. Jeg har stor respekt for dagplejerne, der lægger hjem til deres eget arbejde, og som tilbyder et nært og trygt miljø for børnene, som jeg sætter stor pris på. Fra BUPL til FOA Karina har ikke altid været i dagplejen. Hun blev uddannet pædagog i 1984 og startede i Røde Kors Vuggestuen i Frederikshavn. Efter knap et år stoppede souschefen og Karina blev tilbudt stillingen: - Jeg sagde ja til den, og når jeg ser tilbage i dag, så havde jeg kun et enkelt år som “almindelig” pædagog. I 1990 ventede et lederjob i samme vuggestue, før Karina i 2007 blev ansat i pladsanvisningen på rådhuset i Frederikshavn: - På det tidspunkt havde jeg en snert af stress. Livet i institutionerne var blevet for presset, der var færre hænder om flere børn, og der var alt for mange opgaver på mit bord som leder. Karina kom i pladsanvisningen med visitering til dagpleje og dagtilbud. Her skiftede hun samtidig fagforening: - Som ansat i dagplejeområdet skifter du automatisk til FOA, og det har været en god oplevelse. FOA har utrolig mange gode sociale arrangementer, og har bakket mig op fagligt i mange situationer. Jeg har været meget glad for skiftet. Ud i dagplejen Efter fire år på pladsanvisningen bag computeren savnede Karina de små børn, deres forældre og det pædagogiske personale. Hun forlod pladsanvisningen men blev i FOA og byttede institutionslivet ud med at være dagplejepædagog i dagplejen, senere har titlen skiftet navn og dagplejen kom i 2015 ud i områder sammen med dagtilbuddene: - Der er noget fantastisk ved dagplejen. Der er en anden ro end i de store institutioner, og vores dagplejere er dygtige, selvstændige, stærke mennesker, der har taget pædagogik og de pædagogiske styrkede læreplaner, Kvalid og verdensmål til sig, siger Karina, der som leder både er en del af personalemøderne, arbejdet med forældrerådet, holder MUS-samtaler med dagplejerne, fordeler vagter og er vikar, når der er brug for det: - Er der en dagplejer på ferie og samtidig en, der melder sig syg, så tager jeg ud og passer børnene. Jeg kender alle børnene fra legestuen og ikke bleg for at skifte en ble, siger Karina, der selv har syv børnebørn i alderen fra 2 til 18 år. Seniorjob forude Når Karina ser tilbage på sine 40 år med børnepasning er især digitaliseringen en forandring i hverdagen. Både når det gælder dokumentation for personalet og som “underholdning” for børnene, men hun føler på ingen måde, at iPad og teknologien er kommet imellem poderne og det pædagogiske arbejde: - Det er stadig nuet, nærheden og øjeblikket, der tæller, når du har med dagplejere, børn og deres forældre at gøre. Det håber jeg aldrig ændrer sig. Selvfølgelig sker der en udvikling, men jeg føler mig på ingen måde sat af, og håber, at jeg kan blive i faget længe, siger Karina, der godt kunne tænke sig et seniorjob, når hun om en håndfuld år har passeret de 67 år: - Jeg har så meget, som jeg fortsat gerne vil give til børnene, dagplejerne og forældresamarbejdet - og jeg får utrolig meget tilbage. Fakta Karina Toft Højbjerg 63 år Uddannet pædagog Har været souschef og leder i Røde kors Vuggestuen i Frederikshavn, som senere blev kommunal og hed Storkereden. Arbejdede i fire år på pladsanvisningen i Frederikshavn Blev i 2011 dagplejepædagog i område nord, hvor hun dækker dagplejere Elling, Strandby og Ålbæk. Derud over er hun tilknyttet private pasningsordninger. Har ved siden af sit job i dagplejen et rengøringsjob hos Novasol og bruger ellers sin tid på sine børn og 7 børnebørn.