• Læs op
• Udskriv

Af Anne Guldager

Da der i februar 2017 skulle være forhandlinger om lokal løn på Helle Droobs arbejdsplads, var Helle Droob en af dem, fagforeningen via tillidsrepræsentanten havde indstillet til lokalløn.

Med mere end syv års erfaring som social- og sundhedsassistent afspejlede lønnen hverken erfaring eller kompetencer, og hun lå lavt sammenlignet med kollegerne.

Ledelsen var ikke uenig, men der var ingen penge til lokale forhandlinger, lød deres svar.

To løntrin

Dér kunne sagen være sluttet, hvis ikke fagforeningen havde besluttet at løfte sagen et niveau op – og dernæst endnu et.

En konsulent fra fagforeningen fik samme besked som den lokale tillidsrepræsentant: Der er ingen penge, og sagen blev derfor ført videre til Forbundet FOA. Det resulterede i nye forhandlinger med deltagelse af en konsulent fra både KL og fra kommunen, og udfaldet blev, at Helle Droob fik yderligere to løntrin.

Selv anede Helle Droob ikke, at hendes løn var blevet ”en sag”, før den var løst, og hun fik besked af sin leder på, at hun ville stige i løn.  

”Det betyder måske 700 kroner om måneden, og det er jo ikke fordi, jeg bliver milliardær af det, men for mig handler det også lige så meget om retfærdighed og om at få anerkendelse af det ekstra, man gør”, fortæller hun.

Det er ikke første gang, Helle Droob har haft brug for sin fagforening, og om det bliver den sidste, aner hun ikke, men en ting er hun sikker på: ”Jeg ville aldrig turde lade være med at være medlem. Det kan ikke betale sig”.

Læs også: "Vi er blevet mere stædige" om fagforeningens lokallønsstrategi

Læs også: Et dyrebart nej