• Læs op
• Udskriv

Af Anne Guldager

Når der forhandles løn med arbejdsgiverne, bliver en del af midlerne afsat til lokal forhandling. 

Det vil sige, at man ikke nødvendigvis kan slå op i overenskomst og se, hvad man skal have i løn, da kun grundlønnen og overenskomstaftalte tillæg ligger fast. En del af lønnen vil være baseret på erfaring og på, hvad man lokalt på arbejdspladsen har kunnet forhandle sig frem til.

Bad eller julegaver

Det er fagforeningen eller tillidsrepræsentanten, der indgår aftaler om lokal løn, og som et led i aftalen skal der foregå lokale lønforhandlinger hvert år.

Men der er ingen garanti for, at forhandlingerne fører noget med sig.

Ofte støder tillidsrepræsentanterne under forhandlingerne om lokal løn på arbejdsgivere, der efter et kig i budgettet konstaterer, at der ikke er nogen penge at forhandle om. Men den går ikke, understreger næstformand i FOA Social- og Sundhedsafdelingen Tina Græsted.

”Vores aftale med arbejdsgiverne bygger på en fælles beslutning om, at en del af lønnen udgøres af lokal løn, og de penge kan ikke bare bruges til noget andet. Hvis der ikke er penge til lokal løn, må det være fordi, kommunen udfører opgaver, den ikke har råd til. Vi vil gerne være flere hænder, men det skal ikke være medlemmernes børns julegaver, der betaler for, at hr. Hansen kommer i bad”.

Den holdning lykkes det i stigende grad at få formidlet til arbejdsgiverne, der efterhånden er ved at indse, at argumentet ”der er ikke nogen penge” ikke holder, fortæller Tina Græsted.

”Vi er blevet mere stædige og accepterer ikke bare et nej. Det har aldrig været intentionen, at for eksempel en hjælper med over 10 års erfaring skal stå på løntrin 26 uden lokal løn. Hvis vi ikke kan blive enige, kan vi blive enige om at være uenige og så arbejde videre derfra”.

Uenighedens vej

Når lokal løn skal forhandles, starter forhandlingerne på det lokale niveau. De fleste steder betyder det, at tillidsrepræsentanten sidder over for den lokale leder og forhandler for hver enkelt medarbejder, ud fra kriterier fastlagt i fagforeningens lønpolitik.

”Vi lægger vægt på, at kriterierne er objektive, så det ikke for eksempel hedder, at et medlem har fået et tillæg ”på grund af sine mange kvalifikationer”. Man skal vide nøjagtig, hvad man får tillæg for, så man en anden gang kan få forhandlet sig til noget mere. Hvis et medlem får lokal løn, fordi hun har en særlig viden om palliation, og hun derefter bliver god til inkontinens, skal hun have mere lokal løn. Gamle kvalifikationer forsvinder jo ikke, fordi man får nogle nye”.

Lykkes det ikke tillidsrepræsentanten og lederen at blive enige, ryger forhandlingerne et niveau op, og en repræsentant for fagforeningen forhandler videre over for en repræsentant fra kommunen eller regionen.

Erfaringerne viser, at lokallønspuljerne ofte bruges skævt, så nogle grupper får en uforholdsmæssig lille del af puljen i forhold til andre. I princippet er der ikke noget til hinder for, hvis en kommune for eksempel vil tilgodese akademikerne, men så skal de stå ved det, erklærer Tina Græsted.

”Hvis vi kan se, at vi samlet set ligger langt fra det, der burde være vores andel af puljen, så spørger vi, om kommunen har en politik om, at vores grupper ikke skal have lokal løn. Det er der ikke mange kommuner, der tør svare ja til i en tid med mangel på sosu-medarbejdere. Og så må de jo gå hjem og tænke sig om en gang til”.

En god investering

Lykkes det ikke fagforeningen at blive enig med kommunens personaleafdeling, kan en uenighed om lokal løn i sidste instans havne som en sag mellem Forbundet FOA og kommunernes organisation KL.

En lønforhandling, der skal igennem flere niveauer kan af gode grunde trække ud. Et nej er nemlig langt fra så kortfattet, som det lyder, da uenigheden i forhold til hver enkelt medarbejder skal beskrives, og de pågældende aftaler skal forhandles individuelt. 

Læs også: At den ekstra investerede tid kan vise sig at være en god investering, viser denne fortælling fra Tårnby.

Læs også: Handler om retfærdighed