• Læs op
• Udskriv

Der går ikke mange øjeblikke, fra Kaj bliver ringet op, til han toner frem på skærmen. Eller rettere sagt noget af ham toner frem.

”Jeg synes ikke, jeg kan se hele billedet. Sidder du et andet sted, end du plejer?”, spørger social- og sundhedshjælper Mereme Aslani, der sidder foran skærmen iført headset, så hun kan tale med Kaj uden at blive forstyrret af kollegaen ved skrivebordet overfor.

Kaj får straks styr på placeringen, så Mereme kan se ham, og samtalen kan gå i gang.

”Har du husket at tage dit nødkald på”, spørger Mereme, og Kaj viser, at ja, det har han.

”Hvad med morgenpillerne, har du taget dem?”.

Også det er der styr på, og Kaj holder æsken frem mod skærmen, så Mereme kan se, at den er god nok. Samtidig sikrer hun sig, at der er vand i glasset, og at Kaj husker at drikke.

Før i tiden var det Kajs hustru, der huskede ham på den slags, så det gik lidt i kludder, da hun døde, men nu får Kaj igen både tilstrækkelig væske og medicin.

Hvad har de gang i?

Skærmbesøg har været en del af hverdagen i hjemmeplejen Vanløse, Brønshøj, Husum siden 2016, og social- og sundhedshjælper Mereme Aslani har været med fra begyndelsen.

”Da vi startede som projekt, tænkte jeg, ’hvad har de gang i?’”, fortæller hun.

Mereme Aslani forstår derfor godt, at der var nogle, der stejlede, da regeringen i oktober sidste år bekendtgjorde, at der skulle sættes skub i udbredelsen af skærmbesøg i hjemmeplejen.

Hendes egen skepsis er dog forduftet for længe siden. Hun ville derfor gerne have været en del af debatten de dage i oktober, men var på ferie, hvor hun knap nok lukkede et øje om natten, fordi hun syntes, at debatten tog en forkert drejning.

”Jeg syntes, at det kom til at handle for meget om, at det var synd for borgerne”, husker hun.

Samme tid hver dag

Den første borger, Mereme Aslani i sin tid skulle på skærmbesøg hos, var en kvinde, der fik hjælp fra hjemmeplejen til et dagligt bad.

Hun var utryg ved at bade alene, men klarede egentlig badet selv og var frustreret over aldrig at vide, hvornår hjemmeplejen dukkede op. Hun lod sig derfor overtale til at bruge en tablet, så hun via skærmen kunne blive overvåge og eventuelt guidet i forbindelse med badet. Og hun blev lovet, at hun ville blive ringet op hver dag på samme tid.

”Langsomt begyndte hun at kunne flere og flere ting selv. Før havde hun benyttet det, at vi jo var der, til lige at bede om hjælp til lidt mere. Men nu viste det sig jo, at hun selv kunne meget mere, end hun troede. Og det motiverede hende”, fortæller Mereme Aslani.

Havregrød og strømper

Siden er mange flere kommet til. For eksempel en dement kvinde, som får hjælp i forbindelse med måltiderne.

”Vi ringer til hende om morgenen og beder hende tænde for sin tablet. Så laver hun sin havregrød, mens vi snakker. Vi finder sammen ud af, hvad der er i køleskabet, og hun bliver husket på at få det, der mangler, skrevet på indkøbslisten. Og så sørger hun selv for at købe ind. I forbindelse med frokosten ringer jeg op igen og bliver på skærmen, mens hun smører maden. Før tabte hun sig, nu er hendes vægt stabil”.

En borger, der har haft en blodprop, guides til, hvordan hun skal bruge sin inhalator, og en anden huskes på, at han skal tage sin insulin. Og så er der hende, der er lige ved at afslutte et rehabiliteringsforløb med kompressionsstrømper.

”Hun tager selv strømpen på, men smækker så lige foden op foran skærmen for at blive bekræftet i, at den sidder rigtigt”, griner Mereme Aslani.

Samtalen bliver mere intens

Et af de spørgsmål Mereme Aslani ofte møder, er, om man ikke risikerer at overse noget, når man ikke kommer hjem til borgeren.

Her lyder hendes svar, at de fleste har fysisk besøg i forbindelse med andre ydelser, og at sanserne hos den, der skal yde hjælpen, faktisk skærpes, når kommunikationen foregår via skærmen.

”Netop fordi jeg ikke kan forholde mig til alle mulige andre indtryk, bliver samtalen meget mere intens, og borgerne synes ofte, at de har fået mere af vores tid, selvom skærmbesøget ikke har taget længere tid end det fysiske besøg. Jeg har en borger, der tager kindrødt på, når hun skal på skærmen. Hun er stolt af, at vi har forventninger til hende, og det vokser hun af”.

Sparer vejtiden

Mereme Aslani forsøger ikke at skjule sin begejstring for skærmbesøgene, selvom hun godt ved, at ikke alle kollegerne deler den.

”Der er nogle, der synes, at det er synd for borgerne, men vi tvinger ikke nogen. Vi fortæller om fordelene for borgeren, som vi ser dem, og vi skjuler ikke, at det også har fordele for os. Det er ikke en spareøvelse, men vi sparer jo vejtiden, og det skjuler vi ikke. Hvis borgerne fortryder, har de altid mulighed for at vende tilbage til de fysiske besøg igen, og vi vurderer løbende, om de er visiteret korrekt”.

Risikoen for, at man fejlvisiterer nogen, er dog langt mindre end risikoen for, at man afskærer nogen, der kunne have haft glæde af skærmbesøg, mener hun.

”Jeg tror, man kunne rekruttere mange flere, hvis ikke man var så fokuseret på at udelukke. Der bliver talt alt for meget om, hvem der nok ikke kan finde ud af det, i stedet for at vende den om”.

”Jeg har lige været ude at holde oplæg for en gruppe social- og sundhedsassistenter og teknikere. Her havde jeg en dement borger med. Inden vi kom i gang, spurgte hun flere gange, hvorfor vi var der, og hvad vi skulle, men lige så snart jeg ringede op, blev hun tryg og begyndte at tale til mig via skærmen, selvom jeg sad lige ved siden af hende. Man kan ikke bare pr. automatik udelukke, at borgere med demens kan modtage skærmbesøg”.

”Et andet eksempel er en 64-årig borger med Alzheimer, som jeg via skærmen minder om mad, drikke og medicin-indtag. Hun får ikke en varm hånd på skulderen, men måske har hun også mere behov for at kunne mestre sin egen hverdag med en lille smule støtte så længe som muligt”.

Høj faglighed

Et par dage om ugen med skærmbesøg kan være en god aflastning for medarbejdere, der af den ene eller anden grund har svært ved at holde til det fysisk hårde arbejde i hjemmeplejen. Men det er ikke alle, der vil kunne trives med skærmbesøgene, mener Mereme Aslani.

”Det kræver selvfølgelig, at man har en rehabiliterende tilgang, og at man ligesom jeg synes, at det er spændende at se, hvor langt man kan nå uden at bruge sine hænder. Og så skal fagligheden være meget høj. Vi kan ikke bruge vores kliniske blik på samme måde som ved et fysisk besøg, så du skal kunne reflektere og tænke videre, så du får spurgt ind til de rigtige ting. Du lærer at være mere kreativ i dine spørgsmål. Alt det med teknikken kan man lære, så pyt med om du nogensinde har siddet ved en computer før – det vigtige er, hvordan du taler med borgerne”.

Digitaliseringschef: De kreative ideer kommer fra driften

FOA SOSU: Velvillighed og skepsis