Velvilje og skepsis
Fagforeningen vil holde øje med, at der ikke budgetteres med penge opnået gennem besparelser ved hjælp af skærmbesøg, før besparelserne rent faktisk er i hus.
Faglig sekretær i FOA Social- og Sundhedsafdelingen Charlotte Von Mehren ser umiddelbart positivt på udbredelsen af skærmbesøg i den kommunale hjemmepleje.
”Udgangspunktet må være, at borgere ses og vurderes ansigt til ansigt, men der er selvfølgelig ikke spor i vejen med ideen om skærmbesøg til borgere, der gerne vil have det, og som kan finde ud af det. Og det gør ikke noget, hvis skærmbesøgene kan være med til at få ressourcerne til at række længere. Men der er heller ikke noget i vejen med en sund skepsis”, mener hun.
”Erfaringen har lært os, at kommunerne har en tendens til at budgettere med forventede besparelser fra dag ét. Det kan man ikke. Der går lang tid, før den sparede vejtid opvejer de ressourcer, der skal bruges til at få skærmbesøgene i reel drift. Nye strategier og teknologier vil altid koste ressourcer i starten. Hvis man planlægger at bruge pengene, før man har dem, skal de findes et andet sted. Så risikerer det at gå det ud over personalet, der skal løbe hurtigere – og i sidste ende borgerne”.
”Fagforeningen gennemgår alle vores kommuners budgetter hvert eneste år, og vi råber altid vagt i gevær, når der budgetteres med forventede besparelser. Det kommer vi også til at gøre, hvis det sker i forbindelse med skærmbesøgene”, forsikrer Charlotte Von Mehren.
Læs også:
Omsorg og pleje uden hænder
De kreative ideer kommer fra driften