Det skal vi nå i fællesskab
Vi skal som forbund være parate til at møde fremtiden.
Vi skal som faglig organisation gå forrest og sætte dagsordenen for udviklingen af vore medlemmer og deres arbejdspladser og arbejdsvilkår. Vi skal hele tiden være synlige, så ingen er i tvivl om, hvem FOA er, hvad vi står for og hvem vi kæmper for.
Jeg stiller op som formand, fordi jeg mener, at jeg har de nødvendige kvalifikationer og fordi andre mener, at jeg er den rigtige kandidat.
Bliver jeg valgt, vil jeg gøre alt, hvad jeg kan for at styrke og udvikle FOA's position.
Mit udgangspunkt er åbenhed.
Beslutninger skal være forståelige og gennemsigtige. Beslutningerne skal træffes i dialog og fællesskab.
Jeg vil praktisere åbenhed.
Jeg vil lytte og diskutere med medlemmer, tillidsrepræsentanter, afdelingsvalgte og hovedbestyrelsesmedlemmer samt selvfølgelig mine valgte kolleger. Jeg vil uddelegere beslutninger og ansvar så langt, som det kan lade sig gøre. Jeg mener, at der skal være plads til frihed, hvis fagbevægelsens sammenhængskraft stadig skal virke.
Vi har fået en borgerlig regering, som ikke vil fagbevægelsens medlemmer noget godt. Vi vil givet komme til at opleve arbejdsmiljøforringelser, besparelser, fyringer, nedskæringer, privatiseringer og udliciteringer, som kommer til at gøre ondt. Ved at stå sammen vil vi kunne forhindre de værste overgreb. Det gamle ord solidaritet vil måske komme til ære og værdighed igen. Vi får brug for hinanden fremover - medlemmer og fagbevægelse. Der er fortsat brug for en stærk fagbevægelse.
Bliver jeg valgt som formand, vil jeg også have lov til både at være strid og stædig på medlemmernes vegne, når nogen træder os for nær. Som ansvarlig for arbejdsmiljøområdet gennem snart mange år kan jeg blive så gal, når jeg oplever, hvor svært det kan være f.eks. at få erstatning for en nedslidt ryg. Det kan jeg også, når jeg hører, hvor svært det kan være for nogle af vore grupper at få del i Ny løn. Vi er lige så kvalificerede som alle andre på de offentlige arbejdspladser og i den private sektor. Vi forlanger derfor at få vores andel af den samlede lønkage på lige vilkår. Vi skal have gjort meget mere ud af fagligheden, ligesom vi skal stille langt større krav til lederindsatsen på vore arbejdspladser.
Medlemmerne melder sig ikke længere ind af sig selv. Vi bliver nødt til at gøre en ekstra indsats for at bevise, at de ikke kan undvære fagbevægelsen. Jeg vil gerne gå forrest i denne opgave. Jeg vil, hvis jeg bliver valgt, i resten af kongresperioden tage rundt til alle afdelinger og besøge disse for sammen med tillidsrepræsentanterne at tage ud på en række arbejdspladser for bl.a. at hverve nye medlemmer.
I den kommende tid skal alle vi kandidater på en valgturne rundt i landet. Det glæder jeg mig meget til. Her vil jeg kunne uddybe, hvad jeg står for, og her vil vi både kunne spørge og svare hinanden i en åben gensidig dialog.
Derfor siger jeg blot: Vi ses!