Reiner Burgwald, næstformand i forbundets teknik- og servicesektor
Jeg er 42 år, født og opvokset i Ribe. Realeksamen i 1976, i lære som snedker med svendebrev i 1980. Som lærling var jeg aktiv i lærlingebevægelsen.
Flyttede til København i 1980 bl.a. for at aftjene min værnepligt ved Søværnet. Arbejdede lidt som snedker, men på grund af stor ledighed, kone, barn og mange udgifter søgte jeg ind som buschauffør ved HT. Blev ansat i januar 1984, kastet ind i en stor HT-konflikt samme år og blev 1. maj 1985 valgt som tillidsrepræsentant for ca. 500 HT-chauffører.
Tillidsvalgt har jeg så været lige siden. Fra 1989 som bestyrelsesmedlem i FOA, afdeling 12 (TF), og som formand for samme afdeling fra 1997. På kongressen, eller rettere på sektorårsmødet i forbindelse med kongressen i 2000, blev jeg valgt som næstformand i Teknik- og servicesektoren.
Har nu i 1½ år været en del af forbundets ledelse, hvilket naturligvis har givet mig indsigt i, hvordan forbundshuset fungerer, hvad der er godt og skal bevares, hvad der er mindre godt og skal forbedres, og hvad der er skidt og skal laves om.
Jeg bor 10 minutters gang fra forbundshuset, har en søn på 19, bruger min tid på arbejde, læsning, bordtennis, og arbejde. Er ikke medlem af et politisk parti, betragter mig selv som humanistisk socialist og mener fagbevægelsen skal have - og forsvare holdninger, som er til gavn for medlemmerne og ikke til gavn for bestemte politiske partier.