Hvem er jeg?
Jeg har været faglig aktiv i mere end 25 år. Først som tillidsrepræsentant og sikkerhedsrepræsentant. Siden 1982 valgt på fuld tid i fagforeningen, først som faglig sekretær, derefter som næstformand og siden 1. januar 1997 som formand i forbundets største afdeling (ca. 21.000 medlemmer) - FOA Social- og Sundhedsafdelingen i Storkøbenhavn.
I løbet af de 25 år, har jeg i perioder arbejdet med og haft ansvar for stort set alle arbejdsområder i en fagforening. Forbundsformandens politiske ansvarsområder er områder, jeg p.t. varetager lokalt.
Centralt i forbundet har jeg siddet én periode i social- og sundhedssektorbestyrelsen og mere end 10 år i hovedbestyrelsen.
Jeg er 51 år og blev uddannet som sygehjælper i 1976.
Det vil jeg arbejde for
Formandsskifte midt i en kongresperiode indebærer, at formanden kommer ind midt i arbejdet med de fagpolitiske målsætninger, vedtaget på kongressen i 2000. Målsætningerne er ved at blive justeret efter regeringsskiftet, og de bliver den røde tråd i mit og forbundets arbejde frem til kongressen i 2004.
Den borgerlige regering skal have et kvalificeret modspil. Med faglige og politiske argumenter skal vi ud og forklare medlemmerne konsekvenserne af regeringens førte politik. Vi kan allerede nu se, at den på væsentlige områder går imod forbundets og medlemmernes interesser. Vi ser det på arbejdsmiljøområdet, det frie valg, udlicitering og øvrige tiltag som rammer de offentlige arbejdspladser og mange af vore medlemmer privat.
Vi skal bekæmpe intolerancen, som har sneget sig ind i befolkningen, og som gjorde Danmark fattigere ved valget i november. Vi skal fortsat kæmpe for et solidarisk samfund, hvor der er plads til alle også samfundsborgere med anden etnisk baggrund. Dem har vi rigtig meget brug for, hvis vi skal bevare og udvikle velfærdssamfundet. Og det skal vi.
Medlemsudviklingen i nedadgående retning gør det nødvendigt, at forbundet "trimmes". Dog uden at det går ud over kvaliteten, og vi skal sørge for, at det stadig er attraktivt at melde sig ind i fællesskabet.. Vi skal tage ekstra fat på opgavedelingen mellem forbund og lokalafdelingerne. Samtidig skal vi udvikle branchesamarbejdet således, at flere af de opgaver som i dag løses i alle forbund, fremover kan løses i fællesskab. På den måde anvender vi de samlede ressourcer bedst muligt til gavn for medlemmerne.
Der er ingen tvivl om, at antallet af afdelinger og A-kasseenheder bliver en nødvendig debat i de kommende år. Jeg ser helst, at den starter lokalt således, at det bliver den lokale debat og de lokale ideer, der kommer til at skabe grundlag for en fremtidig struktur. Respekten for det lokale arbejde og engagement er en vigtig grundpille i min vision for FOAs fremtid. Men det kræver, at vi alle tilsidesætter snævre egeninteresser, og sætter medlemmet i centrum.
Branchesamarbejdet bliver nøglestenen i fremtidens organisering både lokalt og centralt. Mere end 10 års decentralisering af opgaver ud til arbejdspladserne har givet nye perspektiver for det lokale samarbejde. Medlemmerne identificerer sig mere og mere med arbejdspladsen og arbejdskollegerne. Det tværfaglige samarbejde giver styrke og kvalificeret med- og modspil til arbejdsgiverne. Det centrale branchesamarbejde skal videreudvikles og vise vejen til en ny fremtid for fagbevægelsen. Men vi skal sikre, at centrale initiativer følges op lokalt . Branchesamarbejdet, som er forankret i sektorerne, vil samtidig medvirke til fortsat udvikling af fagene og fagligheden for faggrupperne.
Arbejdspladsen bliver i stigende grad omdrejningspunktet for det faglige arbejde eller sagt med andre ord:
"fremtidens lokale fagforeningskontor er ude på arbejdspladserne"
En ny overenskomst skal implementeres i det daglige arbejde centralt og helt ud på arbejdspladserne. De få erfaringer vi har med Ny Løn og rammeaftalerne indtil nu, gør det nødvendigt, at vi i den kommende overenskomstperiode samler op og evaluerer på de enkelte aftaler således, at vi er godt "klædt på" til de næste forhandlinger. Hvis ikke arbejdsgiverne nu viser vejen og viljen til resultater, så mister medlemmerne tilliden til overenskomstsystemet.
Afgørende bliver det også, at tillidsrepræsentanternes vilkår bliver forbedret.. Hvis ikke det lokale forhandlingssystem får bedre vilkår, så mister vi tillidsrepræsentanterne. Derfor skal tillidsrepræsentantuddannelsen prioriteres og tilrettes de lokale ønsker og behov. Vi har længe forsømt den politiske skoling af vore tillidsvalgte. Det er vigtigt, at de har indgående kendskab til samfundsforhold, og til hvordan "systemerne" fungerer sammen.
Og så er der 1000 andre opgaver og udfordringer som vi skal klare, så det står tydeligt for medlemmerne og de uorganiserede kolleger, at det ikke kan betale sig at stå udenfor fællesskabet.
Jeg har energien og gejsten, og jeg vil meget gerne være med til at løfte denne opgave.
Jeg håber at vi får mulighed for at debattere disse mange udfordringer på hjemmesiden i de kommende måneder.