Børn laver mad

Meyers Madhus har udviklet en kogebog til dagplejen. Susanne Jespersen er en af de dagplejere, der har afprøvet opskrifterne, og hun er svært begejstret

De fem børn sidder klar rundt om spisebordet og er helt med på, hvad der skal ske. Ikke mindst Emilie på knap tre år, som forklarer, at den gule klat på tallerkenen er smør. »Det skal i dejen, og vi skal også ha’ gæren i,« siger Emilie og peger på fadet, som hendes dagplejer, Susanne Jespersen, har sat frem. Dagens menu er burgere med hjemmebagte boller. Susanne guider de små hjælpere, så alle får en andel i projektet.

Sport i at have børnene med
For Susanne Jespersen er der ikke noget nyt i at bage eller lave mad med børnene. Som dagplejer i Odense i 16 år har hun altid gået op i at give børnene sund og varieret mad og har også indimellem lavet varm mad. Men siden januar er hun gået mere entusiastisk til opgaven, og der er nærmest gået sport i at inddrage børnene. Hun har i den periode afprøvet en del af de opskrifter, som er med i en ny kogebog til dagplejen, udviklet af Meyers Madhus.

Av, det bløder
»Tag fingrene ud af næsen, Gosia. Du laver mad,« formaner Susanne. Emilie og Gosia får hjælp til at holde på agurkestykkerne, samtidig med de skærer. »Takkerne skal vende nedad. Frem og tilbage med kniven,« forklarer Susanne. »Av,« lyder det fra Emilie. En lille dråbe blod pibler frem på pegefingeren. »Ja, der skar du dig lidt. Skal du ha’ plaster på,« trøster Susanne. Emilie nikker grædende og kommer med ud i bryggerset til førstehjælpskassen. Lidt efter glæder hun sig allerede til at vise plasteret til mor.

De spiser mere
Efter tre kvarter ved bordet er børnenes koncentration stadig intakt – bortset fra lille Otto, der kommer ned.. »Når vi tegner, kan de højst sidde i 10-15 minutter, men med madlavning kan du altså holde på dem længere,« smiler Susanne. Hun er glad for, at børnene småspiser undervejs. »Når de har siddet med grøntsagerne og smagt på dem, spiser de mere, når vi skal have frokost.« Også farverne betyder meget for børnenes appetit, har Susanne lagt mærke til. En dag havde hun taget rødbede- og gulerodsrester fra saftpresseren og hældt i bolledejen. »Det blev de fineste lyserøde boller, og ungerne var ikke til at skyde igennem. Men da de kom ud af ovnen, var den lyserøde farve forsvundet. Det var der stor snak om – det kunne de slet ikke forstå, og det kunne jeg faktisk heller ikke.«