God madkultur

Ansvaret for en god madkultur

Af dagplejepædagog Lola Engell Møller

Børn skal tidligt udvikle evnen til at træffe det gode valg i forhold til deres liv. Deres kritiske sans skal udvikles, og deres nysgerrighed skal stimuleres. Her har dagplejeren og dagplejepædagogen en vigtig rolle.

Ud over den praktiske del handler dagplejepædagogik om at tænke over, hvad børn skal have ud af de rammer og det pædagogiske indhold vi, som voksne, lægger ind i de daglige aktiviteter, og i samværet med og mellem børnene. Med andre ord, hvad skal børnene lære, hvordan skal de lære, og hvad skal der gøres, for at det sker?

Mod på at smage
Dagplejebørnene tilbydes mad flere gange dagligt hos deres dagplejer, og børn lærer f.eks. meget af det fælles måltid. Mange børn får mere mod på at smage nyt, når de ser, at de andre børn spiser den sovs eller mos, som de ikke umiddelbart har lyst til at smage på. Måske kender børnene ikke smagen af avocado, selleri eller sild, fordi deres forældre ikke kender den, eller ikke kan li’ fisk eller selleri.  Som dagplejer har man mulighed for at lade børnene smage, opdage og udforske den mad, som de måske ikke vil få serveret hjemme.

Tid til at inddrage børnene
Dagplejen kendetegnes ved, at der er god tid, og dagplejeren har gode muligheder for at inddrage børnene i tilberedningen af maden. I køkkenet, kan børnene få viden om, hvor de forskellige madvarer kommer fra. Se grøntsagerne inden de mister rod, skræl og dusk. Kyllingen inden den bliver stegt, og frugterne inden de bliver til saft. De kan også være med til at skrælle, ælte og lægge ting på et fad inden det kommer i ovnen. De kan være med til at forme bollerne, og hjælpe med til at dække bordet.

I forhold til mad og kulturen omkring måltidet har dagplejepædagogen en vigtig rolle i forhold til sparring med dagplejeren, og ved løbende at sørge for at inspirere og holde dagplejeren opdateret med den nyeste viden omkring kosten og dens sammensætning.

 

Billedserie

Dagplejepædagogen