Beretning - den korte version

A-kassen og fagforeningens ansatte og valgte har sammen med de tillidsvalgte gjort en stor indsats for at hjælpe medlemmerne. Her den korte beretning for nogle af de opgaver som 2012 bød på.

Sektorerne
I alle tre sektorer har stramme budgetter betydet opsigelser blandt medlemmerne. Det har præget arbejdsmiljøet hos medlemmerne. Sektorerne har gjort et stort stykke arbejde for at udvikle arbejdspladserne – blandt andet gennem rotationsprojekter.

I Servicesektoren har den nyligt sammenslåede sektor særligt arbejdet for mere indflydelse på landsplan.

FOAs pædagogiske sektor har i samarbejde med BUPL fået afsat en halv milliard kroner til bedre normeringer i dagtilbud.

Social- og sundhedssektoren har søgt at fastholde og udvide antallet af FOA-ansatte. Det har vist sit svært trods regeringsskiftet.
 

Organisationen
FOA Aalborg har haft tre hovedområder som fælles indsatsområder i 2012, nemlig medlemsorganisering, arbejdsmarkedspolitisk indsats og synlighed. Hvad angår den øgede arbejdsmarkedspolitiske indsats har fokus været de udfaldstruede forsikrede ledige. Der er iværksat tiltag med kontakt til arbejdsgivere og politikere omkring uddannelse og akutjob for at modvirke, at de mister dagpengene.

Økonomi
Ekstraordinære udgifter har givet FOA Aalborg et underskud på 245.000 kroner. Det skyldes primært udgifter til uddannelser og netværkskonference for tillidsvalgte samt en ny anlagt parkeringsplads. Lønomkostningerne er reduceret – idet to sektorer blev lagt sammen til én.

Medlemsorganisering
Medlemsudviklingen i FOA Aalborg viser desværre, at vi mister medlemmer især de erhvervsaktive medlemmer. En positiv tendens er dog, at vi har en fremgang af unge medlemmer. 2012 gav en stigning på 108 medlemmer under 31 år.

Medier og kommunikation
I 2012 har flere medlemmer ikke modtaget FOA Aalborg Nyt og Fagbladet FOA. FOA Aalborg har i samarbejde med Forbundet forsøgt at rette op på problemet.

Løn og ansættelse
FOA Aalborgs faglige medarbejdere arbejder for alle FOAs medlemmer og i det forgangne år har der særligt været fokus på løn og løntjek. Opsigelser og omplaceringer har givet mange spørgsmål og særligt når det drejer sig om opsagte og elever har der været en stigning i antallet af spørgsmål.

Aktiviteter og tilbud
I 2012 har der igen været stor tilslutning til de større sociale aktiviteter i FOA Aalborg og derfor kan du igen i 2013 glæde dig til nogle af de meget populære aktiviteter.

Det seneste år har FOA arrangeret 41 aftener og forløb med sociale, faglige, kulturellet og sunde arrangementer og særligt fået ros for foredrag med fokus på psykologi.

Arbejdsmiljø
FOA Aalborg har holdt 26 kurser, konferencer eller temadage for arbejdsmiljørepræsentanter. Desuden har der været holdt oplæg om arbejdsmiljø på arbejdspladser, MED-udvalg og uddannelsesinstitutioner. I 2012 har FOA søgt at styrke arbejdsmiljørepræsentanterne gennem udviklingssamtaler og dannelse af netværk. Endelig har der været fokus på arbejdsskader idet der i 2012 er oprettet 106 nye arbejdsskader – fysiske såvel som psykiske.

Beskæftigelse og fastholdelse
Vi har igennem 2012 oplevet, at vores lokale a-kasse knoklede sammen med faglig afdeling for at yde den optimale vejledning til de mange udfaldstruede medlemmer.

A-kassen
I 2012 kunne a-kassen se tilbage på et år med to altoverskyggende overskrifter; akut-indsats overfor medlemmer som står overfor at miste sin dagpengeret samt skattefri tilbagebetaling af efterlønsbidrag.

Tillidsvalgte
I 2012 blev der som et led i en omstrukturering i FOA Aalborg etableret en faglig enhed for tillidsvalgte, der tager sig af administration, servicering og uddannelse af de tillidsvalgte.